Jeg kan ikke bryde et mønster - Jeg kan lave et nyt.

I mødet med de mennesker, jeg støder ind i, af hvilken grund det nu måtte være, er det inspirerende at lytte til alle historier fra det levede liv og ALLE historier hver og en har deres eget soundtrack.

Jeg har efterhånden lyttet til rigtig mange historier om det levede liv og har da også leveret en del selv, vil jeg mene.

Nogle historier har været sjove, nærmest komiske, glædelige, lykkelige, inspirerende og berigende -  andre har været rædselsvækkende, dramatiske, sorgfulde og da også rørende og jeg bliver ALDRIG træt af at lytte eller fortælle, for det ER jo netop essensen i at prøve at forstå det liv, vi hver især lever og vores adfærd og måden hvorpå vi afsender og modtager budskaber.

Hvordan og hvorfor vi vælger at leve vores liv er IKKE op til mig at bedømme. Jeg har selvfølgelig en mening om det, for hvad er den helt rigtig måde at leve sit liv på egentlig?

Er der nogen " rigtig" måde? Nej vel.

OG skal jeg være helt ærlig, er det da meget nemmere at have en mening om "de andres" levede liv nu er det "rigtige" liv at leve.

En dejlig og indsigtsfuld kvinde som tilfældigvis også er min veninde sagde fornylig til mig:

Forestil dig, at du skulle bytte liv med et andet menneske og det er vel og mærke HELE pakken vi taler om, ikke kun det ydre og det indre det er ALT lige ned til den mindste dimsedut og de udfordringer der nu måtte være i den andens liv - vil du så bytte?

NEJ - det vil jeg ikke. Jeg må tage mig, som jeg er og det må I også. Derfor kan jeg jo godt gøre mig umage med at leve mit liv, så det passer for mig.

Fastlåshed i situationer mellem mennesker udspringer ofte af vor uvilje, manglende evne eller manglende overskud til at betragte situationen fra flere vinkler.

OG tænk engang hvor mange historier, vi hver især ligger inde med og hvor mange muligheder, der er for at ændre på vores historie og vores liv især, hvis der er plads til rummelighed og forståelse fra sin omverden.

Jeg kan meget hurtigt fornemme på modtagerens reaktion,  om mit budskab JEG har formidlet/afsendt bliver modtaget efter hensigten.

Hvis det ikke bliver modtaget særlig godt, ja så må jeg finde en måde hvorpå mit budskab går igennem.

Det lyder rigtig nemt. DET er det så ikke altid. 

Jeg støder på det hver dag i mit arbejde som terapeut, på arbejdspladsen og selvfølgelig især i mit privatliv og det ER en udfordring af de store jo mere jeg reflekterer over det.

Det er dog fantastisk, når det lykkes og jeg har bare besluttet mig for, at øvelse gør mester, så når det ikke lykkes, må jeg forsøge mig med en anden måde at kommunikere mit budskab ud på.

Jeg kan ikke bryde et mønster. Jeg kan lave et nyt. Så når der eksempelvis tales om mønsterbrydere, så har de som sådan ikke brudt et ofte uhensigtsmæssigt mønster , men valgt at følge et nyt og det er præcis DET der skal til, hvis jeg vil gå nye veje.

Tænker du over, hvorfor du nogle gange ikke bliver mødt og rummet og hvorfor dit budskab ikke altid falder i god jord?

Måske dit budskab har sin berettigelse - måske du skal tænke over MÅDEN hvorpå du afsender det.

Formår du at afsende det, så modtageren tager det ind, er missionen lykkedes og det i sig selv er vel en sejr.

Ja ja jeg VED det. Det lyder nemt og det er det selvfølgelig ikke hver gang. Tro mig jeg har selv gode og mindre gode erfaringer med min egen måde at afsende på - dog er jeg overbevist om, at øvelse gør mester og verden bliver et bedre sted at være i for os alle, hvis vi har opmærksomheden rettet på at vende den komplicerede kommunikation til en mere ukompliceret udgave.

Er du også bevidst om dine mønstre og er det tid til et eftersyn?

Måske mit indlæg i dag sætter noget i gang hos dig - DET håber jeg, for ellers har jeg ikke afsendt mit budskab efter hensigten.

Dejlig dag derude.

Lykken er hverken gods eller guld. Lykken er....... Ja, hvad er egentlig lykken?

Lykken ef hverken gods eller guld.

Lykken er.....

Det der gør mig lykkelig (er jeg NU overbevist om), er oplevelsen af at have en grundlæggende tillid til mine medmennesker, for når jeg har det, er det muligt for mig at skabe trygge og stærke relationelle bånd og sådan antager jeg, at det må være for langt de fleste af os.

At blive anerkendt og værdsat er vores værn mod eksistentiel angst.

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at det er relationer, der gør mig glad.

Mødet med et andet menneske, uanset om det er i privat eller professionel sammenhæng og uanset om det er langvarigt eller bare varer et øjeblik. 

Det KAN gøre mig helt høj.

Det at dele en tanke eller en oplevelse, at have dette fællesskab med et andet menneske, det i sig selv kan være en fantastisk følelse.

Det beriger mit liv, vil jeg mene og får mig til at føle, at jeg hænger sammen med resten af verdenen.

Jeg vil vove den påstand, at hvis vi ikke er varme, empatiske og imødekommende i vores adfærd, så er vi som mennesker uinteressante og her mener jeg ikke, at det ikke er tilladt at have en dårlig dag, for dem er der immervæk også nogle af engang imellem og det er bestemt ikke alle møder eller oplevelser med andre mennesker, der gør mig høj. Det er kvaliteten i selve mødet og nærværet, der bestemmer, om det er en af de gode oplevelser, jeg har med at gøre.

Det er den grundlæggende adfærd, jeg anfægter.

Tænk engang hvor mange gange om dagen, vi skaber kontakt til vores omgivelser. Det være sig i privat regi med venner, familie, børn, kærester, når vi deltager i en fritidsaktivitet, et arrangement, ja når vi veksler et par ord med kassedamen i det lokale supermarked eller på jobbet med kollegerne og chefen.

TÆNK så over, hvor meget det betyder at være god i kontakten at have evnen til at udvise empati begge veje og hvilken forskel det gør!!!!

Ja lykke for mig er hverken gods eller guld.

Jeg vil meget hellere stræbe efter den gode relation.

Dobbeltmoralsk eller!!!

Dobbeltmoralsk eller!!!

Indrømmet jeg tør godt stå ved, at jeg til tider OGSÅ er dobbeltmoralsk, for er vi alle ikke det ind imellem?

Der er mange måder at leve sit liv på og handler det ikke om af finde MIN måde at leve på - den der passer bedst for mig.

Nu er det jo ikke altid sådan skruet sammen,at jeg selv kan vælge helt nøjagtig hvad og hvordan JEG vil leve mit liv. Der er selvfølgelig visse hensyn at tage og visse omstændigheder der spiller ind.

Men for at vende tilbage til ordet dobbeltmoralsk.

Nogle elsker motion.

Andre elsker sofaen.

Nogle spiser KUN sund mad.

Andre giver den gas med ALT, hvad der gør ganen glad.

Nogle bruger masser af penge på materielle ting, bolig, tøj og m.m

Andre bruger al deres opsparing på spændende rejser, massage, terapi, tantra, ja spændende oplevelser i det hele taget.

Nogle sætter troskab højt.

Andre lever i åbne forhold.

Jeg kunne blive ved og ved og ved.

Vi er forskellige og vi indeholder mange facetter hver især og ofte helt modsatrettede sider af os selv - JEG gør i hvert tilfælde.

Som nogle af jer allerede har bemærket, så har jeg indledt med NOGLE og VI.

OG nu vender jeg tilbage til min oprindelige "stil" og forholder mig til, hvad JEG tænker om det at være dobbeltmoralsk.

Dobbeltmoralen og mangfoldigheden længe leve.

Når jeg opstiller eksempler på hvad nogle og andre foretrækker, så er det jo netop for at illustrere, at jeg har et ønske om at være/gøre det "rigtige" og vil gerne fremstå som et individ, der er bevidst om, hvad der er godt for mig og det mest fornuftige, MEN jeg er jo " KUN" et menneske og er ikke altid fornuftig, sund og rigtig.

JEG er (heldigvis har jeg fundet ud af) også så meget andet.

Jeg har drømmene og idealerne på den ene side og VIRKELIGHEDEN på den anden  -  og det er helt som det skal være, for det handler om at rumme det hele og erkende at det levede liv består af mange facetter og heldigvis for det.

Jeg har i mange år ALT for mange endda båret rundt med BURDE, SKULLE og MENE skiltet på ryggen ( måske I kan nikke genkendende til dette) for blot at konstatere, at jeg ikke bliver et lykkeligere menneske af at prøve at tilpasse mig, indrette mig efter andre og forsøge at efterleve DET, der er det RIGTIGE - hvad det så end er, for det kommer an på øjnene, der ser.

Hvad der er "RIGTIGT" for dig behøver nødvendigvis ikke at være "RIGTIGT" for mig.

Så jeg står ved, at også jeg er dobbeltmoralsk, at også jeg forsøger at leve sundt, gøre det rigtige og bla bla bla og så nogle gange gør jeg bestemt ikke det rigtige - og jeg har fundet ud af, at jeg også bare er et menneske og vil leve mit liv på godt og ondt med et smil på læben og god samvittighed.

Det jeg egentlig vil pointere med mine tanker for i dag er bare, at nogle vælger at leve et karrireliv, andre står af ræset, nogle dyrker sofastilen andre dyrker motionsstilen OG de fleste af os er vel til både og  - MEN det er ikke altid det,vi signalerer, når vi skal markedsføre os selv overfor omverdenen, fordi det tager sig bedre ud at være sund, rigtig, fornuftig end bare at være et menneske, der nogle gange falder i.

Uanset hvad DU vælger, så vær med det og stå ved det.

DET vil jeg forsøge og jeg syntes egentlig, at det er ok at være dobbeltmoralsk engang i mellem - alt med måde dog.

Forventninger

Forventninger bunder ofte i hvad JEG gerne vil se, hvad jeg vil have og hvad jeg vil høre.

Ved nærmere eftertanke tror jeg, at det er sådan for de fleste. Men igen kan jeg jo ikke vide det med sikkerhed. 

Det er min formodning.

Mit liv og mine behov er nødvendigvis ikke andres liv og behov og INDRØMMET jeg glemmer det engang i mellem.

I min iver efter at mit liv skal udfolde sig på en bestemt måde og i mine ønsker om at få opfyldt lige præcis de forventninger, JEG nu må have til mit liv, så "glemmer" jeg, at virkeligheden er en anden.

Jeg kan KUN have forventninger til mig selv og mit liv.

Jeg eller jer derude kan ikke tillade at have forventninger til andre end jer selv, for så bliver det et projekt på andres vegne.

Håber jeg udtrykker mig tydeligt.

Når jeg skriver, at jeg/du ikke kan have forventninger til andre, er det fordi det skal komme fra en selv, som jeg ser det.

Når mine forventninger ikke bliver mødt, bliver jeg skuffet, frustreret, såret, vred og nogle gange MEGET sur og i virkeligheden straffer jeg allermest mig selv, for går jeg ud i verden med en forventning om, at mine projekter, meninger, ønsker og ja forventninger skal matche dem, jeg møder på min vej , så ER mit projekt på andres vegne allerede dømt til at dø.

Det gælder i alle livets forhold, hvad enten det er på den private front eller i vores arbejdsliv.

På den private front er det så "nemt" at falde tilbage i gamle adfærdsmønstre at blande sin livshistorie / lidelseshistorie ind i de relationer, vi indgår i og fejlagtigt igen at have forventninger til vores partner, som han/hun ikke kan indfri, netop fordi det er vores egne forventninger og ikke modpartens.

Jeg tror virkelig på, at slipper vi forventningerne, giver vi slip og giver plads og så vil der måske ikke være så mange opgør og flere lykkelige relationer.

Arbejdslivet fylder også rigtig meget i de flestes liv og her tænker jeg på, hvor meget unødig energi jeg ofte selv kan lægge i at have en forventning til mit arbejdsliv, som IKKE bliver indfriet, fordi det er mine forventninger og ikke arbejdspladsens forventninger.

Hvis jeg har brug for hjælp - er det BARE at sige det højt.

Når jeg modtager  - så er det BARE at glæde mig over det.

Der ER stor forskel på at forvente noget og at bede om noget.

Hvis jeg beder om noget, kan jeg meget bedre forholde mig til svaret end hvis jeg forventer noget.

Jeg kan endda argumentere for og imod og måske forhandle mig til en god løsning.

Kan I få øje på forskellen?

Jeg tror virkelig på at tankesættet gør en stor forskel i forhold til at forvente, at andre på forhånd ved, hvad jeg tænker eller har brug for.

DET skaber KUN en indre konflikt hos mig selv.

Når jeg ikke forventer noget, skaber det en frihed hos mig selv og grobund for glæde.

Så til jer derude forvent INTET og modtag ALT og filtrer det I IKKE ønsker i jeres liv.

HVAD lytter jeg med?

Hvad lytter JEG med? 

Hører JEG det, der bliver sagt? 

Gennem ørerne? 

Eller gennem min historie?

Nu tillader jeg mig at blande jer med ind i det.

Det sker ikke så sjældent, at vi ikke lytter til det, der bliver sagt. 

Jeg oplever det gang på gang både i forholdet til mig selv og de mennesker jeg omgiver mig med.

Så ja, JEG er ikke alene med min påstand, men lad mig nu fortsætte med at holde mig på egen banehalvdel, så jeg ikke tager jer med i mine refleksioner og følelser omkring dagens  tanker.

Indrømmet, nogle gange tror jeg, at jeg hører, hvad der bliver sagt, fordi jeg med det samme sætter det ind i min historie. Igennem mine filtre. Ind i mine formodninger. 

 Jeg tror måske, at jeg genkender det og definerer derfor allerede opfattelsen og konklusionen i mit hoved. 

Jeg mærker måske noget i maven. Jeg mærker måske nogle følelser.

 Der dukker måske noget op, jeg tidligere har oplevet.

Og jeg farver derfor det, jeg netop lytter til, med disse - mine gamle farver. 

Jeg er overbevist om, at jeg ikke står alene med disse tanker og jeg syntes egentlig at jeg udviser mod ved at indrømme det, for det er netop ved selvjustits og griben i egen barm, at jeg lærer af de små og store bump på min vej og prøver at huske  at skille tingene ad.

Med det, jeg så i den givne situation mærker i maven med mine følelser og med min historie, opdager jeg måske slet ikke budskabet i det, jeg hører. 

Jeg opdager  måske slet ikke det nye i det, jeg hører og DET er jo ærgerligt, hvis der lige skulle falde nogle guldkorn  af.

Og så inddrager jeg lige jer igen:

 Hver gang, vi hører noget, har vi muligheden for at flytte os derfra, hvor vi er. 

Ved blot at være nysgerrige og opmærksomme.

 Ved virkelig at lytte til HVAD der egentlig bliver sagt .

Helt åbent. 

Uden fordomme. 

Med ørerne.

Hører du efter?

Hvis du nu skal være helt ærlig, kender du så det, jeg har skrevet om i dag og tør du indrømme det?

JEG tør godt, for jeg har ikke noget at miste ved det, tværtimod - jeg har da en forventning om, at jeg netop bliver endnu bedre til at lytte/høre efter HVAD der i grunden bliver sagt i stedet for at antage og farve  det jeg hører med mine egne farver.

Vi bærer alle rundt på vores livshistorie. Den påstand tør jeg godt skrive her og det er en del af os, vores personlighed.

Så langt så godt. 

Og nu tilbage til mig.

Jeg har altid et valg og vælger jeg at slæbe rundt på min livshistorie som en tung byrde i stedet for at bære det med mig, jeg har oplevet som opmærksomheder og læring i livet,  så er det svært at åbne op for alle de dejlige oplevelser livet nu en gang også byder på.

Så jeg vælger derfor at   bære min livshistorie med rank ryg og huske på at slippe den lidt, så nye oplevelser får lov at plante  sig. 

Og lige en vigtig detalje. Livshistorien er værdifuld for os alle. Det er den i hvert tilfælde for mig og trods lange seje træk ind imellem er der mange guldskatte i min egen livshistorie og DET er jeg meget taknemmelig for.

Med ønsket om, at I alle vil høre HVAD der i virkeligheden bliver sagt.