Dobbeltmoralsk eller!!!

Dobbeltmoralsk eller!!!

Indrømmet jeg tør godt stå ved, at jeg til tider OGSÅ er dobbeltmoralsk, for er vi alle ikke det ind imellem?

Der er mange måder at leve sit liv på og handler det ikke om af finde MIN måde at leve på - den der passer bedst for mig.

Nu er det jo ikke altid sådan skruet sammen,at jeg selv kan vælge helt nøjagtig hvad og hvordan JEG vil leve mit liv. Der er selvfølgelig visse hensyn at tage og visse omstændigheder der spiller ind.

Men for at vende tilbage til ordet dobbeltmoralsk.

Nogle elsker motion.

Andre elsker sofaen.

Nogle spiser KUN sund mad.

Andre giver den gas med ALT, hvad der gør ganen glad.

Nogle bruger masser af penge på materielle ting, bolig, tøj og m.m

Andre bruger al deres opsparing på spændende rejser, massage, terapi, tantra, ja spændende oplevelser i det hele taget.

Nogle sætter troskab højt.

Andre lever i åbne forhold.

Jeg kunne blive ved og ved og ved.

Vi er forskellige og vi indeholder mange facetter hver især og ofte helt modsatrettede sider af os selv - JEG gør i hvert tilfælde.

Som nogle af jer allerede har bemærket, så har jeg indledt med NOGLE og VI.

OG nu vender jeg tilbage til min oprindelige "stil" og forholder mig til, hvad JEG tænker om det at være dobbeltmoralsk.

Dobbeltmoralen og mangfoldigheden længe leve.

Når jeg opstiller eksempler på hvad nogle og andre foretrækker, så er det jo netop for at illustrere, at jeg har et ønske om at være/gøre det "rigtige" og vil gerne fremstå som et individ, der er bevidst om, hvad der er godt for mig og det mest fornuftige, MEN jeg er jo " KUN" et menneske og er ikke altid fornuftig, sund og rigtig.

JEG er (heldigvis har jeg fundet ud af) også så meget andet.

Jeg har drømmene og idealerne på den ene side og VIRKELIGHEDEN på den anden  -  og det er helt som det skal være, for det handler om at rumme det hele og erkende at det levede liv består af mange facetter og heldigvis for det.

Jeg har i mange år ALT for mange endda båret rundt med BURDE, SKULLE og MENE skiltet på ryggen ( måske I kan nikke genkendende til dette) for blot at konstatere, at jeg ikke bliver et lykkeligere menneske af at prøve at tilpasse mig, indrette mig efter andre og forsøge at efterleve DET, der er det RIGTIGE - hvad det så end er, for det kommer an på øjnene, der ser.

Hvad der er "RIGTIGT" for dig behøver nødvendigvis ikke at være "RIGTIGT" for mig.

Så jeg står ved, at også jeg er dobbeltmoralsk, at også jeg forsøger at leve sundt, gøre det rigtige og bla bla bla og så nogle gange gør jeg bestemt ikke det rigtige - og jeg har fundet ud af, at jeg også bare er et menneske og vil leve mit liv på godt og ondt med et smil på læben og god samvittighed.

Det jeg egentlig vil pointere med mine tanker for i dag er bare, at nogle vælger at leve et karrireliv, andre står af ræset, nogle dyrker sofastilen andre dyrker motionsstilen OG de fleste af os er vel til både og  - MEN det er ikke altid det,vi signalerer, når vi skal markedsføre os selv overfor omverdenen, fordi det tager sig bedre ud at være sund, rigtig, fornuftig end bare at være et menneske, der nogle gange falder i.

Uanset hvad DU vælger, så vær med det og stå ved det.

DET vil jeg forsøge og jeg syntes egentlig, at det er ok at være dobbeltmoralsk engang i mellem - alt med måde dog.

Forventninger

Forventninger bunder ofte i hvad JEG gerne vil se, hvad jeg vil have og hvad jeg vil høre.

Ved nærmere eftertanke tror jeg, at det er sådan for de fleste. Men igen kan jeg jo ikke vide det med sikkerhed. 

Det er min formodning.

Mit liv og mine behov er nødvendigvis ikke andres liv og behov og INDRØMMET jeg glemmer det engang i mellem.

I min iver efter at mit liv skal udfolde sig på en bestemt måde og i mine ønsker om at få opfyldt lige præcis de forventninger, JEG nu må have til mit liv, så "glemmer" jeg, at virkeligheden er en anden.

Jeg kan KUN have forventninger til mig selv og mit liv.

Jeg eller jer derude kan ikke tillade at have forventninger til andre end jer selv, for så bliver det et projekt på andres vegne.

Håber jeg udtrykker mig tydeligt.

Når jeg skriver, at jeg/du ikke kan have forventninger til andre, er det fordi det skal komme fra en selv, som jeg ser det.

Når mine forventninger ikke bliver mødt, bliver jeg skuffet, frustreret, såret, vred og nogle gange MEGET sur og i virkeligheden straffer jeg allermest mig selv, for går jeg ud i verden med en forventning om, at mine projekter, meninger, ønsker og ja forventninger skal matche dem, jeg møder på min vej , så ER mit projekt på andres vegne allerede dømt til at dø.

Det gælder i alle livets forhold, hvad enten det er på den private front eller i vores arbejdsliv.

På den private front er det så "nemt" at falde tilbage i gamle adfærdsmønstre at blande sin livshistorie / lidelseshistorie ind i de relationer, vi indgår i og fejlagtigt igen at have forventninger til vores partner, som han/hun ikke kan indfri, netop fordi det er vores egne forventninger og ikke modpartens.

Jeg tror virkelig på, at slipper vi forventningerne, giver vi slip og giver plads og så vil der måske ikke være så mange opgør og flere lykkelige relationer.

Arbejdslivet fylder også rigtig meget i de flestes liv og her tænker jeg på, hvor meget unødig energi jeg ofte selv kan lægge i at have en forventning til mit arbejdsliv, som IKKE bliver indfriet, fordi det er mine forventninger og ikke arbejdspladsens forventninger.

Hvis jeg har brug for hjælp - er det BARE at sige det højt.

Når jeg modtager  - så er det BARE at glæde mig over det.

Der ER stor forskel på at forvente noget og at bede om noget.

Hvis jeg beder om noget, kan jeg meget bedre forholde mig til svaret end hvis jeg forventer noget.

Jeg kan endda argumentere for og imod og måske forhandle mig til en god løsning.

Kan I få øje på forskellen?

Jeg tror virkelig på at tankesættet gør en stor forskel i forhold til at forvente, at andre på forhånd ved, hvad jeg tænker eller har brug for.

DET skaber KUN en indre konflikt hos mig selv.

Når jeg ikke forventer noget, skaber det en frihed hos mig selv og grobund for glæde.

Så til jer derude forvent INTET og modtag ALT og filtrer det I IKKE ønsker i jeres liv.

HVAD lytter jeg med?

Hvad lytter JEG med? 

Hører JEG det, der bliver sagt? 

Gennem ørerne? 

Eller gennem min historie?

Nu tillader jeg mig at blande jer med ind i det.

Det sker ikke så sjældent, at vi ikke lytter til det, der bliver sagt. 

Jeg oplever det gang på gang både i forholdet til mig selv og de mennesker jeg omgiver mig med.

Så ja, JEG er ikke alene med min påstand, men lad mig nu fortsætte med at holde mig på egen banehalvdel, så jeg ikke tager jer med i mine refleksioner og følelser omkring dagens  tanker.

Indrømmet, nogle gange tror jeg, at jeg hører, hvad der bliver sagt, fordi jeg med det samme sætter det ind i min historie. Igennem mine filtre. Ind i mine formodninger. 

 Jeg tror måske, at jeg genkender det og definerer derfor allerede opfattelsen og konklusionen i mit hoved. 

Jeg mærker måske noget i maven. Jeg mærker måske nogle følelser.

 Der dukker måske noget op, jeg tidligere har oplevet.

Og jeg farver derfor det, jeg netop lytter til, med disse - mine gamle farver. 

Jeg er overbevist om, at jeg ikke står alene med disse tanker og jeg syntes egentlig at jeg udviser mod ved at indrømme det, for det er netop ved selvjustits og griben i egen barm, at jeg lærer af de små og store bump på min vej og prøver at huske  at skille tingene ad.

Med det, jeg så i den givne situation mærker i maven med mine følelser og med min historie, opdager jeg måske slet ikke budskabet i det, jeg hører. 

Jeg opdager  måske slet ikke det nye i det, jeg hører og DET er jo ærgerligt, hvis der lige skulle falde nogle guldkorn  af.

Og så inddrager jeg lige jer igen:

 Hver gang, vi hører noget, har vi muligheden for at flytte os derfra, hvor vi er. 

Ved blot at være nysgerrige og opmærksomme.

 Ved virkelig at lytte til HVAD der egentlig bliver sagt .

Helt åbent. 

Uden fordomme. 

Med ørerne.

Hører du efter?

Hvis du nu skal være helt ærlig, kender du så det, jeg har skrevet om i dag og tør du indrømme det?

JEG tør godt, for jeg har ikke noget at miste ved det, tværtimod - jeg har da en forventning om, at jeg netop bliver endnu bedre til at lytte/høre efter HVAD der i grunden bliver sagt i stedet for at antage og farve  det jeg hører med mine egne farver.

Vi bærer alle rundt på vores livshistorie. Den påstand tør jeg godt skrive her og det er en del af os, vores personlighed.

Så langt så godt. 

Og nu tilbage til mig.

Jeg har altid et valg og vælger jeg at slæbe rundt på min livshistorie som en tung byrde i stedet for at bære det med mig, jeg har oplevet som opmærksomheder og læring i livet,  så er det svært at åbne op for alle de dejlige oplevelser livet nu en gang også byder på.

Så jeg vælger derfor at   bære min livshistorie med rank ryg og huske på at slippe den lidt, så nye oplevelser får lov at plante  sig. 

Og lige en vigtig detalje. Livshistorien er værdifuld for os alle. Det er den i hvert tilfælde for mig og trods lange seje træk ind imellem er der mange guldskatte i min egen livshistorie og DET er jeg meget taknemmelig for.

Med ønsket om, at I alle vil høre HVAD der i virkeligheden bliver sagt. 

Livet er en erfaringsrejse.

For mig er Nytårsaften en helt speciel aften og her tænker jeg ikke på fest, ballade og fyrværkeri.

Vi nærmer os slutningen af året 2013. Som for mit vedkommende har været det mest udfordrende år i hele mit liv på alle fronter og jeg har ellers taget min del, men ikke helt alligevel, må jeg konstatere.

Set fra min synsvinkel, har Nytårsaften alle dage været en meget højtidelig aften, hvor jeg ser tilbage på året, der gik, hvad det har indeholdt af udfordringer, oplevelser, sorger, bekymringer, glæder og særlige begivenheder.

Dernæst reflekterer jeg over mine ønsker for det kommende år. 

Hvad vil jeg gerne have i mit liv?

Hvordan når jeg mine mål?

Hvem vil jeg tilbringe min tid med?

Hvordan vil jeg gribe det an?

Hvad og  hvem betyder virkelig noget for mig?

Masser af tanker og spørgsmål presser sig på.

Jeg glæder mig til 2014 og jeg tror på, at det bliver MIT år.

Min overskrift hedder:

Livet er en erfaringsrejse og er meget aktuel for mig i forhold til at vælge dette blog indlæg som det sidste i år.

Udover at livet ER en erfaringsrejse, så er hver udfordring jeg støder på også en erfaring, som bringer mig nærmere mig selv - HVIS jeg altså lytter nøje efter.

For at kunne lytte, skal jeg slippe forestillingen om, at livet er en kamp, SELVOM det nogle gange føles sådan. 

Det eneste der er at gøre er at give slip. 

Lad kampen ligge og undgå at agere drama Queen i mit eget liv, at fornægte mine omstændigheders virkelighed er at kæmpe en kamp, jeg ALDRIG kan vinde alligevel.

DET er for slidsomt, indeholder for meget dårlig energi og bringer ikke noget godt med sig.

Kampen er i virkeligheden ikke nødvendig.

Det betyder ikke, at jeg ikke skal sætte grænser, sige fra og stå ved mig selv.

Det betyder blot, at løsningen IKKE ligger i kampen, men mere i at give slip og huske på, at det jeg fokuserer på vil fylde mit liv, så det ER vigtigt at fokusere på det gode liv - mulighederne frem for forhindringerne og slipper jeg, er jeg fri til at få øje på de nye muligheder i mit liv og dem er der mange af, er jeg sikker på.

Når en dør lukkes, åbner der sig en ny.

Det handler i bund og grund om, hvordan jeg vælger at se på livet.

Jeg kan altid tage et valg om at se mulighederne frem for forhindringerne (indrømmet, jeg glemmer det nogle gange, men så er det godt at omgive sig med mennesker, der har et positivt syn på livet, for DET smitter af på mig).

Så ud med det, der dræner og ind med det. der giver positiv energi.

Vi kommer alle længst med konstruktiv kommunikation og DET kan være en udfordring af de store, når følelserne er i spil og tager over.

Til de af jer, der har fulgt min blog, har jeg bragt mange emner op, som har været aktuelle for mig og som jeg har ønsket at dele.

DET er hele ideen med mine blog indlæg at dele mine tanker med udgangspunkt i mit eget liv.

Dettte sidste indlæg for i år er særlig aktuelt for mig.

Jeg har været på en lang rejse i 2013. OG den er ikke slut.

Jeg er dog overbevist om, at min Nytårsaften bliver så meget anderledes i år, for DET har jeg egenhændigt besluttet mig for.

Jeg har taget et valg og vil springe ind i det nye år med positiv energi og et stort håb om, at alt er, som det skal være lige nu.

Pas på jer selv, pas på hinanden, dyrk kærligheden, for det er det allervigtigste i livet og HUSK at værdsætte den og værne om den.

Den skal passes og plejes som en have. Der skal plantes nyt, luges ud og vandes og alt dette med nænsomhed. 

Jeg har fået mange små "gaver" og opmærksomheder med mig og det er dem jeg vil huske på, når der er rørte vande.

Jeg værdsætter de mennesker, jeg har i mit liv og nye er kommet til og det er også en " gave". 

Så når jeg opsummerer året, der gik har der heldigvis været mange dejlige oplevelser og nye input også.

Med ønsket om et forrygende Nytår til alle jer derude og tak for i år.

Venlighed

Kan du med hånden på hjertet sige, at du er et venligt menneske?

Kan jeg mon?

Jeg stræber efter det.

Hvordan møder jeg eksempelvis mig selv? 

Med venlighed - tjah nogle gange gør jeg, andre gange er jeg ikke særlig imødekommende overfor mig selv.

I en tid med julestress (for nogen) juletravlhed og fokus på at være venlig, imødekommende, rummelig og invitere til selskabelighed, træder det tydeligt frem, hvor stor en rolle venlighed spiller i mit liv og sikkert også i dit liv, må jeg formode.

Venlighed er en selvfølge for nogle mennesker, andre har desværre glemt, hvordan man udviser venlighed.

Hvad med at vælge den venlige vej og ikke bare på grund af julen, hvor vi alle rigtig skal hygge os.

Venlighed skulle gerne være en integreret del af vores adfærd.

Når jeg møder venlighed, bliver jeg varm om hjertet, føler mig godt tilpas og værdsat, så derfor er der en rigtig god grund til at møde dagen og livet i det hele taget med venlighed.

Hvert eneste øjeblik har jeg muligheden for at bygge op til noget bedre eller bryde ned til noget værre.

UDEN at det koster noget. UDEN at det kræver en stor indsats.

Det lille værktøj, jeg kan bruge er venlighed.

Venlighed mod mig selv og venlighed mod mine omgivelser.

Når jeg anvender uvenlighed, bryder jeg ned. iKKE kun omkring MIG. Men også i mig selv

Sagt på en anden måde. Jeg hæver fra den indre konto. Så paradokset i det er, at uvenlighed faktisk koster noget på min egen energi - konto.

Når jeg anvender venlighed, sætter jeg positive ringe i vandet. Jeg sætter ind på min egen energi - konto.

UDEN at det koster noget.

Blot ved de valg, jeg træffer, kan jeg ændre meget mere, end jeg umiddelbart gik og troede.

Små valg i korte øjeblikke. Et smil. En tanke. En handling. Intet andet.

Et lille øjeblik af venlighed hver dag, gør en kæmpe forskel.

Skal jeg være helt ærlig, så glemmer jeg det nogle gange selv, men vil da prøve at huske mig selv på, at jeg kommer længst med venlighed.

Nogle af mine venner er påfaldende gode til at udvise venlighed. 

I ved hvem I er.

Jeg vil lade mig inspirere.

Så til dig derude.

Brug denne mulighed, du er givet.

GØR  en forskel og DET gør godt.

Jo flere vi er jo bedre.

Planer - Planer - Planer. Hvad vil JEG have ud af det.

Mange af mine tanker har alle dage gået ud på, hvad jeg vil have ud af dette og hint.

Hvad vil jeg egentlig have ud af dagen, en given situation, livet, mit samvær med dem jeg holder af, mit job, 

Ja, hvad vil jeg nå, opnå, se, opleve osv. osv.

Planer-planer og atter planer.

Jeg kunne blive ved i en uendelighed.

Kan i se det for jer. MIG med næsen i sporet og så bare derudad med to do lister og hovedet fyldt med, hvad jeg skal i fremtiden i stedet for at være i nuet.

Jeg er verdensmester i at planlægge eller rettere sagt jeg HAR været verdensmester udi planlægningens kunst helt fra jeg var ganske lille.

ALT blev planlagt ned til mindste detalje. 

I dag vil jeg kalde det kontrol.

Nu er der jo intet i vejen for at have visioner, mål og planer for mit liv. Men alt med måde

Men så skete der noget i 2013.

Der blev pludselig vendt op og ned på mit liv og Det har været en stor udfordring for mit planlægningsgen.

Pludselig kunne jeg ikke anvende min veludviklede kompetence.

Lad mig sige det ligeud: Posen blev godt og grundigt rystet og mit liv blev taget op til kraftig revision.

Ja, det har været ganske sorgfuldt ud over alle grænser, men set i bakspejlet, så var det det, der skulle til.

En gevaldig rutschetur og en opmærksomhed på, at mit liv altså IKKE kan planlægges ned til mindste detalje til min dødsdag.

Ved nærmere eftertanke er jeg taknemmelig over, at jeg NU får chancen til lige at stoppe op og være med det, der er og nyde hver dag i mit liv og være taknemmelig for, at der er rigtig mange ting, der spiller i mit liv og at vi alle du og jeg skal så grueligt meget igennem, før vi tager ved lære.

Da jeg stod midt i orkanens øje, kunne det være svært at finde en udvej, men modgang gør stærk og jeg føler mig styrket og forstår nu, at jeg lige skulle stoppe op og lære noget nyt.

Tag ikke livet for givet. Få det bedste ud af hver dag og vær taknemmelig for alt det, der fungerer i stedet for at fokusere på alt det, der IKKE fungerer.

Et opbrud vil altid gøre ondt, men nogle gange er det nødvendigt. Det forstår jeg nu og det har taget sin tid.

Det vigtigste i den sammenhæng er så at se ud over sin egen næsetip, sluge nogle kameler og sørge for at binde sløjfen og få afsluttet med værdighed og det VED jeg, at jeg formår.

Ved ikke at planlægge mig ud af alt, står mulighederne åbne.

Øjeblikkets muligheder kan IKKE planlægges. De kan ikke forventes eller formodes. De opstår ikke på bestilling.

De opdages, når jeg er nærværende og opmærksom.

Når jeg fjerner skyklapperne og holder hovedet oppe og åbner øjnene.

Ved at give slip på det gamle, bliver der plads til noget nyt i mit liv.

Jeg har valgt at tro på, at 2014 bliver et spændende år fyldt med glæde og jeg har allerede haft mange glædesfyldte øjeblikke ind imellem nogle ikke så heldige dage. 

Så til jer derude: Læg I blot planer, men HUSK også planløsheden.

Husk også hver ting til sin tid.

Jeg HAR store forventninger DOG uden at have planlagt HVAD der skal ske, for det kan kun tiden vise.

Anerkendelse.

Indenfor psykoterapiens verden, som jo af gode grunde fylder rigtig meget i mit liv, anerkendes det:

At de dygtigste terapeuter er DEM , der anerkender deres fejl og mangler ( i øvrigt ikke særligt flatterende ord - jeg vil hellere kalde det udfordringer og muligheder for at ændre på noget, der ikke gavner)  - og målrettet arbejder med at ERKENDE deres fejl og mangler - og bevidstgøre og hele disse.

For KUN ved selverkendelse og anerkendelse opnår jeg indsigt og forståelse for andre mennesker.

De store udfordringer/problemer, jeg personligt kommer igennem og heler, giver mig jo mulighed for kompetencer til at vejlede mine klienter videre. 

Ikke bare fordi jeg har fundet en vej, for vi har hver især vores egne veje - men FORDI jeg har fået øje på min kapacitet til at håndtere de svære følelser og instinktive reaktioner, der ER forbundet med de svære ting i livet.

OG der er stadig udfordringer og erfaringer, jeg skal gøre. 

DET er også en del af livet.

Jeg er faktisk ret gad for denne konklusion, idet jeg personligt brænder for at forstå historien bag alle menneskers adfærd og gerne vil bidrage med at gøre en forskel, når vi undervejs i samtalen får set på de uhensigtsmæssige adfærdsmønstre,mine klienter tager i brug, når verden braser sammen og livet er et stort følelseskaos OG som jeg i øvrigt selv kender ganske godt, når jeg selv bliver ramt på noget, der er svært at håndtere for mig. 

DET gælder OGSÅ i forhold til de mennesker, jeg har nære relationer til. Det er dog en helt anden tilgang, når det handler om samtaler med de mennesker, jeg omgås privat og sådan skal det også være.

Mit mål er at blive den bedste udgave af mig også i terapeut sammenhæng og derfor er det godt at få konstateret, at ingen er perfekte og også jeg har MIT at arbejde med og kun ved ANERKENDELSE og SELVERKENDELSE kan jeg have forståelse for mit eget adfærdsmønster og tilknytningsmønster og dermed også andres.

Der er ALTSÅ håb forude.

Jeg har da ofte tænkt, hvad skal jeg bidrage med til andre, når mit eget liv også kan være fyldt med de samme svære temaer og problematikker.

Lige netop DERFOR kan jeg forhåbentlig bidrage, idet jeg kun alt for godt kender til det.

Jeg har også hæftet mig ved, at jeg anvender sætningen: " Det forstår jeg godt", når nogen deler noget personligt med mig og det GØR jeg også langt hen ad vejen, MEN jeg forstår det i virkeligheden først helt rigtigt, hvis jeg selv har gjort mig nogle erfaringer på området, så jeg vil da lige overveje en ekstra gang, når jeg anvender sætningen: " Det forstår jeg godt...."

Hvad med dig?

Anerkender du også de mindre flatterende sider af dig selv og er du åben for at gøre noget ved det?

Ville det ikke være en ny måde at anskue verden på, hvis vi hver især rummer fejl og mangler og anerkender dem og i stedet prøver at gøre noget ved dem?

Og så bytter jeg lige ordene fejl og mangler ud med udfordringer og muligheder.

Jeg spørger bare.