Forventninger - især mine egne.

Forventninger er en sjov størrelse.

 Har vi ikke alle forventninger til os selv, til vores partner, vores børn, familie, venner, kollegaer og til det liv vi har og de ting vi foretager os? En ting er mine egne forventninger og så det, der står mellem linierne.

 Jeg er nok ikke den eneste, der kender fornemmelsen af at opleve, når noget ikke siges MEN forventes.

 Det sker næsten hver dag for mig, vil jeg tro,at jeg falder i og har en forventning, som ikke indfries, fordi jeg ikke siger højt, hvad jeg har brug for. Jeg oplever egentlig mig selv som en, der ikke er bleg for at åbne munden, når jeg har noget på hjerte. Det er bare ikke altid lige nemt at bede om det,jeg gerne vil have.

 Jeg tænker:Jamen de kan da se,at jeg har brug for.... eller hvor ville det dog være fantastisk, hvis dem jeg omgiver mig med bare sagde eller gjorde det, jeg forventede af dem, MEN sådan fungerer det altså desværre ikke i den virkelige verden og hvad sker der så. Når vores partner,ven, veninde, barn, kollega ikke "ser" os eller gør, som vi forventer, så bliver vi frustrerede, skuffede, vrede og kede af det og tager det personligt.

Så er det, at fantasien løber løbsk og vi har en antagelse om, at vores partner eller hvem det nu er, vi er i relation til lige, når det sker, bevidst IKKE gør det, vi så åbenlyst har brug for og så er det, at vi ender ud i ikke at føle os elsket og anerkendt og vi dernæst kan få øje på en hel masse motiver til, HVORFOR vi ikke bliver hørt, set eller forstået. Så er det, at det store drama udspiller sig og at jeg desværre må skuffe dig og også mig selv, for dramaet eksisterer KUN i os selv. De andre min partner, mit barn mine venner, veninder og kollegaer kan ikke stå til ansvar for, hvad jeg har brug for, for ingen af dem aner,hvad der er på spil. Det hele eksisterer jo kun i mig, så DERFOR kan ingen andre være ansvarlige for mine forventninger end undertegnede. Så det er i virkeligheden ret enkelt: JEG skal lære at sige, hvad jeg har brug for og holde mig objektivt til svaret, for jeg kan ikke bestemme,hvad andre skal gøre, sige eller mene, men jeg kan ytre, hvad jeg godt kunne tænke mig. Måske du kan nikke genkendende til dette. Det lyder jo ret enkelt, dog må jeg konstatere, at det OGSÅ er en proces ligesom med alt andet her i livet. Ting tager tid og det er selve processen og den lange vej derhen,vi kan drage nytte af. Rom blev jo ikke bygget på en dag, så mon ikke der er håb forude. Måske mine tanker for i dag vil lagre sig hos dig og har sat noget i gang.