lørdag den 7. november 2015

Skilsmisse

At blive skilt er som at tage et hovedspring fra højeste vippe med bind for øjnene. 

Sådan har en eller anden udtrykt det og for mig er det et rigtig godt billede på , hvordan en skilsmisse også kan opleves.

Nogle vælger at tage beslutningen og for andre er beslutningen taget.

Fælles for os alle er, at det tager tid at genfinde fodfæste og mærke overskud til at kunne skabe noget nyt. 

Erfaringen siger, at det tager ca. 2 år at bearbejde en skilsmisse og det er en udmagrende og skræmmende proces og netop derfor er der heller ikke nogen, der for alvor kan rådgive os om, hvorvidt vi skal tage springet eller ej. 

Vi kan søge råd hos vores nærmeste. De kan lytte til det, der rør sig, mens vi overvejer og vi kan søge trøst, når beslutningen er taget og skal føres ud i livet eller vi kan få kærlig støtte af vores nærmeste, når vi har været nødsaget til at affinde os med den beslutning partneren har taget på egne vegne og dermed for begge parter.

Tiden op til for den der vælger ER svær. Skyld og skam over at gøre det menneske, du har elsket meget ondt er forfærdelig at være ansvarlig for, men det er en nødvendig proces at deale med. Ligeså er tiden meget sorgfuld for den forladte partner også. 

En svær tid er uundgåelig, hvis vi altså mærker efter og vi skal gå vejen selv. Det kan selv de nærmeste ikke hjælpe med, men de kan være der.

Uanset hvem vi er, hvordan vi lever, og hvor vi bor, deler vi de samme tanker, den samme angst og den samme sorg, når vi oplever et svigt/brud.

Den optimale hjælp i en skilsmissesituation, finder vi hos andre, der har stået det igennem selv og forstår den lammende angst, vi rammes af. En angst og en smerte, der skal ventileres, for så mister den til en vis grad sin magt.

En skilsmisse er en drøm, der dør, en identitet der forsvinder og et fundament, der skrider.
I en skilsmisse tager vi afsked med det menneske, der kender vores inderste hemmeligheder og grimmeste sider i en måske lang årrække. Vi tager afsked med både mennesker, rammer og traditioner.
Det er en smertefuld afsked og en definitiv afslutning på mit barns barndom i den form, jeg kender og forstår.

Foran ligger uvished om, hvordan fremtiden skal forme sig.

En skilsmisse kan sammenlignes med et dødsfald en drøm, der brister, et uigenkendeligt farvel, dog med den forskel, at du resten af livet vil blive påmindet om det liv,  du har haft med din forhenværende partner, hvis I har børn sammen.
Derfor gælder det om at binde sløjfen på en respektfuld måde og det gælder ikke mindst for de børn, der er involveret. Det skylder vi dem.

Så er der en helt anden vigtig detalje. Livet efter adskillelsen, venners og families syn på den nye status.
Vores egen rolle som single eller med en ny partner, vores omgivelsers håndtering af en skilsmisse og det at se mig/dig sammen med en anden i en kærlighedsrelation er også noget af en pille, der skal sluges.

Et ægteskab er på mange måder en institution og vi vænner os til at forbinde to mennesker sammen og bliver de skilt, er det ikke kun en forandring for dem der skal skilles men også for omgivelserne.

Som jeg nævnte tidligere, siger erfaringen, at det tager ca 2 år at komme igennem skilsmisse processen, hvor man går fra den dybeste sorg og følelsen af, at beslutningen eller det at blive forladt kommer til at tage livet af en, og at man aldrig bliver glad igen og langsomt går igennem en fase af tvivl og skyld og sortsyn frem til en erkendelse af, at alt bliver godt igen og at skilsmissen bliver afsættet til en helt ny udviklende, spændende og ofte bedre måde at leve på, for ellers var der vel ingen grund til at blive skilt.

Noget der var godt og fint engang, behøver ikke at vare ved. Vi udvikler os hele tiden og nogle gange hver vores vej og så er det tid til at lukke døren og åbne en ny, hvis kærligheden og især passionen ikke er til at få øje på.

Personligt har det ikke forhindret mig  i, at jeg kan vælge at se tilbage på mange dejlige år, som ikke kommer skidt tilbage og tage udfordringen op og fortsætte ad nye veje også selvom der er blevet slugt et par kameler undervejs. Det tror jeg ikke helt kan undgås.

Ligeledes har jeg lært at lytte til de signaler der har været før det endelige brud, som jeg havde opfanget,  men som jeg ikke var parat til at deale med og gøre noget ved. Det er måske i virkeligheden det vigtigste jeg har lært og taget til efterretning både i forhold til min egen proces og de klienter jeg har, som i skrivende stund er i skilsmisseprocessen.

Tiden er afgørende og arbejder for en og i starten var tilværelsen fyldt med tab, sorg og smerte, som langsomt blev til en ny mulighed for at lære mig selv at kende og så bliver det pludselig spændende og berigende og glædeligt at få endnu en chance for at leve mit liv, så jeg igen kan føle lykke og glæde og endda med nye måder at leve mit liv på OG mange erfaringer rigere.

Til alle jer derude, der kan nikke genkendende til mit blogindlæg i dag og måske er midt i processen, så tro på, at der er lys for enden af den mørke tunnel.

Ting tager tid og er værd at vente på også selvom det kan være svært at få øje på i kampens hede.

Tiden arbejder for dig og gå den i møde med tillid frem for frygt.

Tro på det. 

Det du fokuserer på vil være det der fylder i dit liv.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar